At blive vinterbader på egen hånd er nok noget de færreste begiver sig ud i.
De fleste af os har leget med tanken om at blive vinterbadere; men har tabt modet, når vi har stået alene på en kold strand eller badebro - og ikke øjnet et menneske i miles omkreds!
I efteråret 2009 var vi et par stykker, der besluttede, ”at nu skulle det være". Vi kastede os ud i en aftale om at mødes hver søndag kl. 14 i Hesnæs på Nordøstfalster.
Det har været en stor oplevelse – og til tider grænseoverskridende - at kaste sig ud i koldt vand i al slags vejr. Det er helt specielt at stå på en strand uden en trevl på kroppen og istapper i håret, når alle andre har knappet sig ind i store vinterfrakker. Men ingen af os ville være foruden.
Der går sport i det og vi er blevet afhængige.
Vi konkurrerer både med hinanden og os selv - for det er stadig lidt af en utopi for os, at vi leder efter et hul at bade i, mens vinteren tager til.
Vi bliver høje - både af at overvinde os selv og af den eksplosion af velvære vi opnår i umiddelbar forlængelse af ”det kolde gys”.
t